Alle indlæg af Mikael Horn

Nye husdyr på Hækbæk

Så er der kommet husdyr på Hækbæk, ja flere tusinde. De mæsker sig i mælkebøtterne og de tæt ved liggende rapsmarker. Her samler de pollen og honning, til stadet. Det var ellers først til næste år, at vi skulle have haft bier, men der opstod en god mulighed for at erhverve en familie og 2 stader. De skal her i løbet af sommeren opformeres så vi har 2-3 nye små bi-familier inden vinteren.

Jamen, der er jo også æbletræerne, ikke flere tusinde men omkring 1500 stk. samt 100 pæretræer og kirsebærtræer som alle blev podet i begyndelsen af marts måned. De står nu allesammen i planteskolen og venter på at komme ud på deres blivested i plantagen.

 

Stilhed før stormen

Så er det blevet december og det er tid til årets status.

Kastanjetræet er blevet kraftigt beskåret, så nu kan man sove roligt om natten, selv om der skulle kommer en storm hen over landet. Der er nogle store sætningsskader flere steder, men det var kastanjetræets grene der var det største fare for stalden. Nu skal der så graves ud så der kan bygges et nyt maskinhus op ved siden af garagen.

De elektriske installationer i huset, er den gamle slags med stofbeklædte tråde og der var overgang i flere af grupperne som derfor blev afmonteret på grund af faren for brand. Der var således kun strøm i køkkenet i form af 380 volt til komfur. Nu har elektrikeren så sat en helt ny fremtidssikret el tavle op samt trukket nye kabler så der kunne komme strøm på nogle nye stikkontakter i stuen. Der er også kommet en varmepumpe op på sydgavlen og der kan nu komme varme på stuehuset, således at det ikke forfalder yderligere. Væggen imellem de to øverste værelser, var der så meget fugtighed i, så den er blevet revet ned. Det samme er tilfældet med flere af de andre vægge men her er man nød til at understøtte med nye vægge før nedrivningen.

I stalden fandt jeg 40 cm. nede et gammelt lergulv som må være fra den tidligere bygning fra 1830erne, som Christian Ulriksen Tamsdorf byggede og boede i indtil 1880. Mere om gårdens historie i næste indlæg.

Den første sending af træer og buske er ankommet og sat ud i planteskolen. 3 nye ægte kastanjer, 5 valnødetræer, kirsebær, solbær, ribs, hassel, blåbær og havtorn. Hassel, solbær og ribs skal bruges til de lave hegn der skal etableres mod syd. Der ud over skal der bestilles tjørn, el og eg til læhegnene, der skal stå mod nord og vest. I disse hegn vil der også være pære og æbletræer.

Podekviste og grundstammer til æble- (1350 stk.) og pæretræer (100 stk.) bliver leveret sidst i februar og skal herefter podes således at de kan sættes ud i planteskolen primo april.

Som forsøg er der lavet most i løbet af efteråret, mest for at opnå en viden om processen, men også for finde ud af holdbarhed og smagsvarianter af de forskellige æblesorter. Det er blevet til over 170 l. most af fortrinsvis vildæbler, filippa og cox orange. Mosten et blevet varmebehandlet og nu er det så spændende at se hvor lang tid det kan holde før det ændre sig smagsmæssigt. Lige nu er det super godt med megen sødme men hvordan mon smagen er når vi komme hen til maj-juni næste år.

Foråret er også der jorden bliver gjort klar så den kan sås til med græs og kløver, der skal sættes 500 m. dyrehegn op med låger, der skal graves vandledninger ned til vandingsanlægget og som nævnt skal maskinhus etableres. Så foråret godt blive lidt hektisk da der er mange arbejdsopgaver samlet på få måneder.

Herfra ønskes alle i hvert fald en glædelig jul og et godt nytår.

 

Æblemost

Forsøget med at fremstille most af vildæbler og Filippaer lykkedes fint, en sød og smagfuld most, med en ok farve.

Det er jo her i starten kun forsøg, og på lånt udstyr i æbleværkstedet “Nonnetit” i Atterup. Planen er at det gl. køkken og soveværelse skal lægges sammen, til et stort køkken, hvor der så kan opstilles mostudstyr til at lave Hækbæks egen most. Men der er jo heldigvis nogle år endnu, før det skal være klar til Hækbæks egne æbler.

I øjeblikket er det planen at beskære den gl. Kastanje og dernæst skal der graves grund ud til et overdækket maskinhus, der hvor det gamle svinehus lå.

Fremtidens æblesorter på Hækbæk

Sommeren er gået og nu begynder æblerne så småt at modne rundt omkring, bare ikke på Hækbæk. Lige nu er der jo kun de to gamle træer, et Filippa og et Belle de Boskoop, men de får til foråret selskab af følgende sorter:

Alkmene – 140 stk. – En tysk klon af Cox Orange fra 1930

Aroma – 140 stk.  –  En svensk krydsning af Filippa og Guldborg fra 1946

Brøndæble – 80 stk.  – Et sent æble fra Præstøegnen fra omkring 1850

Belle de Boskoop – 70 stk. – Også et sent æble fra Holland omkring 1850

Cox Orange (den gl. sort) – 30 stk. – Engelsk oprindelse fra 1825. Bliver forsøgt dyrket under tag

Cox Holsteiner – 140 stk. – Endnu et der er i familie med Cox Orange.

Discovery – 90 stk. – Engelsk oprindelse fra 1949

Filippa – 110 stk. – Et Fynsk æble fra 1880erne

Alle disse bliver podet og sat i planteskole til foråret hvor de skal passes indtil de kan komme ud på deres faste grosted i plantagen.

Desuden bliver der lavet sorterne Bodil Neergaard, Skovfoged, Flaskeæble, Pigeon, Mutzu, Elstar i et mindre antal.

Ydermere bliver der plantet en samling af gl. danske sorte på omkring 120 træer, 2 af hver sort. For det meste sjællandske sorter, men også nogle som måske kan give nye smagsoplevelser.

Skt. Hans bål

Så er det ved at være Skt. Hans og årets længste dag. Der har nu været en periode med rigtig flot vejr og det har tørret godt ud på udgravningen af det stoppede dræn ved Evas skov. Således kan vi nu en af de nærmeste dage, sætte en brønd ned så det fungere igen.

Skt. Hans aften er der pølser og brød samt lidt at drikke fra kl. 20:00. Bålet med heksen bliver tændt 21:30.

Vi glæder os til at se familie og venner derude.

Velkommen

Så er der gang i forberedelserne, til det som engang skal blive til en lille æbleplantage og smedje. Jeg er på planlægningsstadiet hvor der bliver regnet på budget og ser på hvad der skal bruges af maskiner.

Jeg forventer at plante de første 1400 træer i foråret 2018, så burde der være tid nok til at forberede det hele. Der er indkøbt en traktor, en gammel Ford 4000 med frontlæsser. den skal renoveres lidt men den virker solid, så mangler der bare en gl. plov og en harve. Vogn, Rive og Tromle var der jo.

Navnet “Hækbæk” er selvfølgelig taget fra den lille bæk, der har løbet imellem de 2 matrikler 13 og 14, og som gav navn til Lisbeths hus. Det ville på sigt være en idé at åbne dette vandløb igen. Da det er her der startes med at blive plantet træer, syntes navnet Hækbæk lige til venstrebenet.

Det er altså, en 1 ha. på bakken, fra højspændingsmasten og op mod Bremelhøj, der bliver lagt ud med græs her i efteråret 2016 og tilplantet året efter.

Økologi – vil jeg selvfølgelig gerne kalde det. Men der er mange ting man skal sætte sig ind i og søge om, så i starten vil det bare blive kaldet for en naturlig plantage dyrket efter økologiske principper og uden brug af sprøjtning eller kunstgødning. Træerne bliver for det meste sat i espalier, men der  bliver også plads til enkeltstående træer. Desuden bliver der krat og blomsterbræmmer, som tiltrækning til alle de nyttedyr, der skal bruges til bestøvning m.m. Der bliver sat 2-3 bistader op -fuglekasser til stære, mejser og musvitter, plantet krat op til Evas Skov. Således skulle der gerne ændres positivt på antallet af dyr i området.