Det er modent fra uge 34. Et tidligt æble, som når det er modent dufter utrolig godt og kraftigt. Desværre med den ulempe at hvepsene angriber dette æble som det første, men ellers et af de bedste tidlige æbler man kan få. Træet vokser meget langsomt og bliver ikke særlig stort men giver alligevel mange æbler.
Der knytter sig en rigtig god historie om tilblivelsen af Discovery-æblet.
Georg Drummer var arbejdsmand på ”Essex Fruit Farm” og hans store interesse var at forædle æbler. I 1940erne krydsbestøvede han sorterne Worchester Permin og Beauty of Bath og af de fremavlede træer, udvalgte han nogle af de mest lovende, som han tog med hjem for at udplante dem i sin forhave. Nu var der lige det at han var handicappet af kun at have en arm og derfor skulle hans kone hjælpe til med at plante træerne. Det gik helt galt da hun var så uheldig at falde og brække sin ankel. Nu blev træet så bare efterladt i haven, barrodet, men heldigvis beskyttet mod frosten af en gammel sæk. Der gik nogle måneder inden det endelig blev plantet rigtig og i dag, er vi mange der er glade for at det overlevede den hårdhændede behandling. Det blev opkaldt efter bopælen med navnet ”Thurston August”. En gartner Jack Mattheus, blev opmærksom på træet midt i 1950erne og han opformerede det og markedsførte det i 1961 som sorten Discovery og 20 år efter var det Storbritanniens mest solgte tidlige sort.